Kort om dr. Suzuki

Dr. Suzuki blev født i Japan i 1889 som søn af en direktør for en violinfabrik, på den tid verdens største, med en daglig produktion på 400 violiner og 4000 buer.

I perioden indtil 1920 blev han som ældste søn oplært til at overtage ledelsen af fabrikken. Dr. Suzuki fattede dog i stedet interesse for violinspillet og begyndte først på egen hånd, men senere ved hjælp af gode lærere, at dyrke violinspillet seriøst. I 1920 rejste den unge Suzuki på opfordring af nære venner til Berlin for at studere og fik violinisten Karl Klingler som lærer, og igennem denne kom han i nær kontakt med den vestlige musik og stiftede i øvrigt bekendtskab med mange af tidens kulturpersonligheder. I Berlin blev dr. Suzuki gift med sin hustru, Waltraud.

Suzuki vendte atter tilbage til Japan og nedsatte sig som violinlærer, idet han som alle andre underviste efter traditionel metode. Men en dag opsøgte en mand ham og bad ham undervise sit fireårige barn på violin. Umiddelbart afviste Suzuki tanken grundet barnets alder men lovede dog at tænke over mulighederne. Det var under disse overvejelser, dr. Suzuki erkendte, hvor let alle børn i Japan havde lært at tale flydende japansk, selv de sværeste dialekter og så tilmed på en udtryksfuld måde. Bemærkelsesværdigt var det da også, at det var alle børn, der havde lært dette Konklusionen måtte derfor være at: alle børn har en evne til at tale deres modersmål og at denne evne kan udvikles lige så langt, som hjernens kapacitet tillader dette.

Dernæst konkluderede Suzuki, at den måde børn lærte at tale på, er den mest effektive indlæringsmetode, der findes, nemlig "MODERSMÅLSMETODEN". Suzuki fandt, at denne metode også måtte kunne anvendes til at undervise små børn i violinspil.

(Fra bogen: Indføring i Suzuki-undervisning, af Peter Hagn-Meincke)